Formandens taler

Bygningspræmiering Hallisgård 28. maj 2019

På vegne af de historiske foreninger i Lejre: Velkommen til Jer alle.

Dette er en dag, vi har set frem til, fordi vi nu genoptager en vigtig del af vores formål, for vi er jo ikke kun historiske foreninger.

Vi skal også arbejde for en god bygnings- og landskabskultur. Det gør vi bl. a. ved at kommentere, når der er høringer, der berører bevaringsværdige kulturmiljøer. I den gamle Hvalsø Kommune stod vi også for en bygningspræmiering. Det gjorde vi også i den gamle Bramsnæs Kommune. Her gled præmieringen over i kommunalt regi, men med foreningens medvirken.

På den baggrund var det tanken, at bygningspræmieringen skulle fortsætte i kommunalt regi men med foreningernes aktive medvirken efter kommunesammenlægningen. Derfor indstillede vi præmieringen i foreningsregi.

Der kom da også en ordning op at stå ad åre, men det lykkedes at blande en præmiering af bygningskulturen sammen med en ”energipris”. Der skulle også tages hensyn til kreative og innovative tiltag på energiområdet. Derved udelukkede man reelt vores 27 fredede bygninger og begrænsede mulighederne betydeligt for mange af de bevaringsværdige. Man satte sig midt imellem to stole. Ordningen smuldrede da også. Ellers stor respekt for energibesparelser.

Derfor har vi nu genoptaget ordningen i foreningernes regi. Vi gør det for at belønne den gode indsats, og selvfølgelig også i håbet om at den må smitte.

Vi har indkaldt forslag gennem bladet Lethrica af to gange. Blandt de indkomne forslag har der i vores lille bygningspræmieringsudvalg været fuld enighed om at pege på Hallisgård.

Hallisgård er en gammel slægtsgård. Den blev fredet efter ejers begæring i 1984 inklusive den fine gårdsplads. Motiveringen var, at gården fremstod helstøbt og besad stor autenticitet med mange fine detaljer, oprindelig ruminddeling og en unik spisestue.

Kære Finn og Hanne.

I købte gården i 1987. I ville gerne bo på landet og have heste. Det kom I så til. Hallisgård er stadig med sine 42 ha et aktivt landbrug. I -87 så den helt bestemt ikke ud som i dag. Det ydre er vi mange, der husker. Det indre har jeg set på jeres fotos. Det så ikke godt ud.

I havde ikke personligt håndværksmæssige forudsætninger for at gå i gang med de meget omfattende restaureringsarbejder. Alligevel kløede i på med frisk mod med bistand fra arkitekter og håndværkere og i høj grad også med eget arbejde.

I fik lån, lidt fondsstøtte og ellers måtte i selv betale. I fik rettet bygningen op ud imod vejen. I fik renoveret indvendigt. I fik installeret et ventilationsanlæg. Det er besværligt at åbne vinduerne, når man har forsatsvinduer. Her var det nok maskinmesteren, der kom op i Finn.

For illustrere detaljeringsgraden. I havde problemer med plads til de rigtige hasper bag forsatsvinduerne, men ellers har I genbrugt alt hvad der kunne – hasper, beslag også det fine gamle glas. Sidst men ikke mindst har I fået tækket, så det er en lyst at se derpå. I kom også til at erfare, at der er mange overraskelser, når man restaurerer gamle huse, og de er ikke altid positive, men altid dyre. Billigere bliver det ikke, når bygningerne er fredede. Slots og Kulturstyrelsens ambitionsniveau er højt, og nogle gange kan det være vanskeligt at forene det med beboernes ønske om fx en rimelig placering af badeværelset.

Det at bo i en fredet bygning er både et privilegium og en forpligtelse. Det er en privat beboelse og samtidig en del af vores fælles kulturarv. Det er en udfordrende opgave. I har løst den på bedste vis, selv om jeg jo også er klar over, at der er en del mere I gerne vil nå. Det omfattende daglige vedligehold klarer I naturligvis selv – som at spække og kalke, male og tjære. For Jer er det blevet en livsstil. ”Her bliver vi boende for altid!”

Det er en kunst at forene en flere hundrede år gammel ejendom med en nutidig menneskeværdig bolig og samtidig kunne bevare den oprindelige atmosfære. Det har I formået til fulde.

Hermed vil jeg overrække Jer årets bygningspræmieringspris. I har så rigeligt fortjent den. I er med til at bevare en vigtig del af vores fælles kulturarv. Tak for det. Det er af betydning for os alle. Jeg håber, at Jeres gode eksempel vil smitte.

Bent Gottfredsen

Formanden taler for Finn og Hanne ved overrækkelsen

Formandens tale ved protestmødet den 1. april 2016 i Sognegården

Sognegården ST

Ved indvielsen af det nye Lejre Museum holdt vores borgmester en meget smuk og meget rigtig tale. Heri glædede hun sig over, at historieløsheden ikke fandtes i Lejre.

Desværre er der meget langt i vores storkommune fra Lejre til Hvalsø. Vi er vist nærmest udkantslejre.

Med kommunes accept skaber vi i stedet her historieløshed, afvikler et særligt bevaringsværdigt kulturmiljø og skænder kirkeomgivelserne med et aldeles utilpasset nybyggeri, og for en ordens skyld: EHF forholder sig til byggeriet ikke til om det er privat eller almennyttigt.

Samtidig ødelægger vi det miljø, der sammen med en grøn planlægning kunne have gjort Hvalsø til noget ganske særligt og dermed – selv om oddsene er meget hårde – skabt mulighed for en vis revitalisering af handelen.

Det startede ellers så pænt i den gamle Hvalsø Kommune med en samlet planlægning der muliggjorde erhverv bag Hovedgadens huse i haverne og på P-pladsen og flere passager mellem Hovedgaden og Søen. En rigtig god begyndelse var den første Netto.

Vi fik et bygningsforbedringsudvalg, der gav favorable lån af offentlige midler til bevaringsværdige huse.

Jeg blev formand, og man sendte mig på kursus, at jeg kunne lære at gøre det fagligt forsvarligt.

Ved kommunesammenlægningen gik det fuldstændigt galt. Al integreret planlægning ophørte og erstattedes af ad hoc lokalplaner for få matrikler ad gangen på baggrund de til enhver tid indkomne ønsker fra projektmagere med vores lokale bykonge i spidsen.

Efter at man har vedtaget Søtorvet, laver man så et fint borgerinddragelsesprojekt Vores Hvalsø og lader foretage den bygningsregistrering efter Save-metoden, som man skulle have foretaget inden.

Det er som et absurd teaterstykke af Franz Kafka.

Jeg har oplevet meget gennem årene i min tid som formand for naturfredningsforeningen på amtsplan og som formand for kulturmiljørådet for amtet, men det der foregår her nu, er noget af det værste, jeg har set.

Der foreligger ellers et godt plangrundlag. Det er bare at bruge det. I årene op til amternes nedlæggelse pålagde staten dem at foretage en registrering af kirkeomgivelserne og af kulturmiljøerne i deres områder.

I Hvalsø roses det fine samspil mellem kirken og Hovedgadens karakteristiske huse.

Hovedgaden udpeges som særligt bevaringsværdigt kulturmiljø, fordi man her som et af de ganske få steder uforstyrret direkte kan følge udviklingen fra landsby til stationsby. Vi starter med stationen, hotellet og mejeriet og bevæger os så med ret høje huse ned mod landsbyens nordligste bebyggelse – kirken. Herefter trappes bygningshøjden langsomt ned, efterhånden som landsbyhusene afløses af stationsbyhuse. Allersydligst findes stadig bevaret nogle få landsbyhuse og endda en enkelt gård.

Stationsbyens huse er bygget på kort tid og er meget tidstypiske og med masser af godt håndværk, og der har været overskud til små finurligheder i murværk og tømrerarbejder til pynt.

Hovedgaden er særligt sårbar overfor nedrivninger, og byggeri der ikke indpasses.

Altså lige det, der nu skal ske. Dermed afvikles byens status som særligt bevaringsværdigt kulturmiljø.

Jamen er alting da bevaringsværdigt? Nej.

Må der slet ikke rives noget ned og bygges noget nyt? Jo naturligvis.

Vi skal bare gøre tingene med omtanke.

Egnshistorisk Forening har i øvrigt fra 1976 til 2012 præmieret bygninger: Boliger, institutioner, erhverv, gammelt og nyt.

Bevaringsværdi er ikke ”et slag på tasken”. Der er udført en grundig analyse af Center for Bygningsbevaring efter den såkaldte Save-metode – et dansk system der har bredt sig til store dele af Europa. Bygningerne registreres efter fem kriterier: Arkitektonisk værdi, kulturhistorisk værdi, miljømæssig værdi, originalitetsværdi og tilstand. De tildeles herefter karakterer fra 1 til 9. 1 er det højeste og fra 1 til 4 anses for bevaringsværdigt. De enkelte bygninger beskrives, og der gives gode råd.

Her os er der registreret 59 bygninger. Heraf er 21 bevaringsværdige. De fleste af de øvrige får bemærkningen ”kan opgraderes”. Det kan oftest ske for små midler ved en beskeden indsats som reparation af murværket og isættelse af passende døre og vinduer.

Flere steder anbefales nedrivninger af upassende tilbygninger, og vellykket byfornyelse roses.

Ak ja, alt kunne have været så godt, men desværre har vi haft en gøgeunge i reden – en brugsgøg, og gøge har det jo med at skubbe alt omkring sig ud af reden. Det ses allerede alt for tydeligt omkring brugsen, hvor gadeforløbet er ødelagt. Havde man så i det mindste markeret det med vejtræer, men vi må nøjes med genbrugscontainere – og genbrug er jo godt.

Inden nogle få billeder vil jeg slutte med et citat af Poul Henningsen PH.

Han designede ikke blot PH-lampen og skrev skrappe revyviser. Han kæmpede også hele sit liv – forgæves – for at få politikerne til at vise mod til at styre udviklingen ved hjælp af planlægningen, i stedet for at lade sig styre af ”udviklingen.”

Han skrev om byen: ”Vi tilbød fremtiden, men et par kræmmere tilbød 5 øre straks, og du valgte med hele din kræmmersjæl 5-øren, men husk, at det var os der elskede byen.”

Bemærk at det der er karakteristisk for Hovedgadens harmoni er bygningshøjden, de symmetriske saddeltage belagt med sort skiffer eller rødt lertegl. Bemærk de fine kirkeomgivelser og brugsens brud på gadeforløbet til fordel for en asfaltørken af en parkeringsplads her i vores kommune, der jo ellers gerne markedsfører sig som grøn og bæredygtig.

Ødelægge meget ved dårlig planlægning og elendig arkitektur. Arkitektur er ikke ligegyldig for trivsel.

Netto på den gale side – ingen synergieffekt.

Nu lukker og slukker vi så med Søtorvet.

Vi går lige om lidt over til Hvidsø.

Når vi kommer tilbage er ordet frit. Der er mere kaffe på kanderne og Ole Mallings flotte luftfotoserie kører, og der er stadig adgang til for sidste gang at nyde den flotte udsigt fra kirketårnet.

Hvidsø ville hvis den havde ligget i en af nabokommunerne have været indgået i en bygningsregistrant som bevaringsværdig. Derfor lægger vi kransen her. Det ville stadig have været op til de folkevalgte, at bestemme om den måtte nedrives – og sådan skal det også være i et demokrati – men en nedrivningstilladelse ville have krævet en offentlig høring herunder af museet, for at sikre at de folkevalgte havde et seriøst beslutningsgrundlag, men så langt er vi ikke nået endnu her i Lejre.

Vi lægger kransen ved hoveddøren fordi Saverapporten anbefaler, at den fine originale dør bevares. Den er sjælden.

Jeg lægger nu kransen, og beder om et minuts stilhed.

Herefter synger vi Hvalsøs Fremskridtssang, så højt at det kan høres helt til rådhuset. Vi får først første vers af nogen, der kan melodien. Derefter starter vi sammen forfra.

Årets Pris 2012, Formandens tale

I 1876 besluttede møller Guttermann sig for at bygge et nyt stuehus, så kunne det gamle blive til lade. Det var der jo også brug for. Det havde længe været gode tider for mølleriet, så nu skulle det være. Fint skulle det være, og han var jo svigersøn til den rige møller Kastrup om end selv kun bagersvend. Det skulle være et muret hus – næsten grundmuret med stor kælder – og fine udkragninger og høj granittrappe. Stolt skrev han med sin diamantring ”Guttermannn” i et af de første vinduer. Det passer vi stadig på! Men midt i byggeriet kom krisen. Kornpriserne faldt. Dampkraften gjorde sit indtog. Vi fik billigt korn fra Amerika og Rusland. Herhjemme kom motormøllerne med dampkraft og petroleumsmotorer. Den vedvarende og forureningsfri vandkraft blev simpelthen udkonkurreret. Møllernes næsten 1000-årige opstemninger endte som ”hindringer for vandets frie passage”. Det havde ingen tænkt på før, for sådan havde det været siden vikingetid. Nu skulle der laves faunapassager. For møller Guttermann begyndte krisen at kradse. Han måtte spare, så indvendigt blev det nye hus bare af bindingsværk med soltørrede lersten i tavlene og uden forbandt mellem yder- og indervægge. Siden gik Guttermann konkurs. Her på møllen, sagde man, at det var fordi, han havde forbygget sig.

I 1969 var jeg her på stedet for første gang. Jeg blev meget betaget af Marie Hansen, Møllemarie. ”Det er sådant et godt hus”, sagde Marie, ”og så har jeg en kilde i kælderen”. Den var hun stolt af, og det var en rigtig god opbevaringskælder. Den gang så huset egentlig også ganske pænt ud, om end der var begyndt at komme nogle betænkelige revner i murene på grund af det nye tegltag.Siden voksede revnerne og i Maries sidste år kneb det med vedligeholdelsen. Tænk om bare vinduerne havde fået en gang linolie og var blevet kittede og malede. Så havde vi kunnet spare en 100 000 kr. Manglende vedligehold er dyrt! Siden, i Statens tid, skulle det blive meget værre. Efter Maries død i 2003 har huset stået tomt og ubenyttet, og er der noget gamle huse ikke kan tåle, så er det det. Maries Hus blev næsten en ruin. Samtidig er og bliver det selve præsentationen af Tadre Mølle, når man spadserer op fra P-pladsen. ”Hvad skal der ske med Maries Hus? blev det evige spørgsmål. Her måtte vi hælde vand ud af ørerne. Ja. Øh, vi planlægger, vi håber, vi tror osv.

Så begik Lejre Kommune en genistreg: Mandfolk i Lejre, et projekt for mandfolk, der gerne ville have noget meningsfuldt at rive i som pensionister. Det var Anders Roland, der stod for det. Der kom nu også nogle kvindfolk til! Vi skyndte os at sige, at det da lige passede til Maries Hus. Derfor er vi her så i dag. Tadre Mølles Venner har satset sine opsparede midler på Maries Hus. Lidt er kommet til fra Bygningsbevaringsfonden af 1975 og det lokale erhvervsliv har vist sig meget velvilligt. Skal huset sættes i stand for små penge, er den frivillige arbejdskraft altafgørende. Her er det, at håndværkerlauget har gjort en meget stor og flot indsats. Over 900 arbejdstimer er der foreløbig lagt her. Der planlægges, tegnes, beregnes, indgås aftaler, indhentes tilbud, undersøges materialer og brændes maling af. Den første helt store indsats skal sikre klimaskærmen, så huset ikke går mere til. Alle fuger er blevet fræset ud og alle dårlige sten er udskiftet – og det var mange. Det dårlige nordøsthjørne over kælderen har krævet den helt store indsats både ude og inde. Kælderen er blevet forstærket og tørlagt og har fået fornyet trappen, og der er indmuret armeringsjern og gevindjern med plader for at holde sammen på murene. Flere kvadratmeter er direkte genopført. Der er støbt nyt betondæksel mellem kælderen og de overliggende rum, og de vægge, der i den forbindelse måtte fjernes, er blevet genopbyggede. De erfarne seniorhåndværkere arbejder med stor flid, engagement og faglig dygtighed. Man fornemmer næsten en indbyrdes konkurrence om at gøre det bedst. Kommer man forbi ved daggry, dufter der gerne af kaffe, og snakker man for meget med Jer, siger I, at nu skal I se altså bestille noget. Den indsats I udfører her sikrer et meget vigtigt stykke af vor lokale kulturarv for eftertiden til glæde for os alle. Og lykkes det at skaffe midler, så I også kan komme i gang med det indvendige, som I jo gerne vil, så vil Jeres indsats give Tadre Mølles gæster betydeligt bedre vilkår, og dermed møllevennerne bedre indtjeningsmuligheder til gavn for møllens fremtidige vedligehold. Jeg er dybt imponeret over indsatsen her. Mage til ildsjæle har jeg aldrig mødt. Derfor skal I have Årets Pris med en lille forenings beskedne bidrag til det store projekt. I må tage det for den gode hensigts skyld.

Viggo Nielsen, tidligere direktør for Fredningsstyrelsen, er fyldt 90 år. I den anledning holdt Lejre Museum reception for ham. En række foreninger lykønskede i fællesskab – herunder EHF.
Kære Viggo
På vegne af ikke mindre end seks foreninger vil jeg ønske dig tillykke med din 90 års dag og samtidig takke dig for din store indsats gennem årene, for de emner der ligger foreningerne på sinde. Foreningerne er de tre historiske foreninger her i Lejre Kommune, museumsforeningen, Tadre Mølles Venner og Danmarks Naturfredningsforening. Selv har jeg kun haft glæden af at kende dig personligt i kort tid, men da du ringede for at spørge, om jeg ville med ud for at se på nogle oldtidsagre, var du for mig en person, jeg havde haft kendskab til siden engang i 60´erne fra min tid i Danmarks Naturfredningsforenings ledelse. Der er sagt meget klogt og godt om din indsats for Lejre-egnen. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig. Dog vil jeg have lov at tilføje erhvervelsen af Tadre Mølle. Du har ydet en bemærkelsesværdig indsats for naturen og kulturen lokalt, regionalt og på landsplan. I de kredse jeg har færdedes i, beskrives du som stilfærdig, dygtig, myreflittig, bredt engageret og visionær. Du har gjort en indsats i DN´s hovedbestyrelse og forretningsudvalg, men det tog rigtig fart, da vi fik et
kulturministerium som fik naturbeskyttelsen under sig og dermed også fortidsminderne. Nu skulle der skabes en tidssvarende lovgivning, og der skulle for første gang planlægges seriøst på det grønne område. I 1962 nedsattes Naturfredningskommissionen. Du blev leder af sekretariatet. Kommissionen fik ni arbejdsgrupper. Du var som den eneste medlem af dem alle ni og var formand for de fire. I 1967 afgav kommissionen sin betænkning, og den var i sandhed visionær, og at din indflydelse havde været betydelig, var klart for alle. ”De naturgivne ressourcer skal bruges således, at de kan slå til til så mange formål som muligt, både nu og i fremtiden.” Det kunne næsten være fra Brundtland-rapporten. Vi ved ikke hvem, der har skrevet hvad, men forfatteren Kjeld Hansen tillægger dig denne formulering i sin bog Det tabte Land. Kommissionen stillede også forslag om oprettelse af naturparker. Dette blev desværre ikke udmøntet i lovgivningen, det skete først i 2004, men de nyoprettede fredningsplanudvalg begyndte alligevel hurtigt at arbejde herfor. I din tid som den første direktør for Fredningsstyrelsen kom vi hos os ved gennemførelsen af en lang række fredningssager rejst på baggrund af Fredningsplanudvalgets arbejde næsten frem til en naturpark her. I hvert fald fik vi landets største samlede fredede område. Vi skulle have nået 10 000 ha inklusive de offentligt ejede skove, men så fik vi en strukturreform, og det hele stoppede ”kvart i tolv”. Jeg deler til fulde din ærgrelse herover. Til gengæld må vi så glæde os over, at vi i de gennemførte fredninger måske har det allerbedste argument for forhåbentlig engang at få nationalparkstatus.
Foreningerne vil med en god whisky ønske dig tillykke og takke dig endnu engang. Desværre havde de ingen 90 års whisky i Roskilde. Derfor må du nøjes med en 35 års, som du næppe engang kan snakke med andre om, da den kun er påfyldt i 272 flasker.
Bent Gottfredsen.

Viggo Nielsen

Årets Pris 2009

Egnshistorisk Forenings bestyrelse har besluttet – blandt flere indkomne forslag – i år at tildele Årets Pris til Mette og Jesper Reumert for forbilledlig renovering af ejendommen Omøvej 11 i Kirke Såby.

For fire år siden erhvervede I ”Gartnerhuset” , der da var i en meget dårlig tilstand. Det trængte til ”en kærlig hånd” – hvis det da ikke snarere var et ”håndværkertilbud”. Desuden var en meget grundig oprydning på grunden tiltrængt.

I gik på med stor energi.

I rådførte Jer med en arkitekt, der skønnede, at fem år nok var tidsrammen, når I satsede på meget langt hen af vejen at klare opgaven selv.

For et halvt år siden flyttede I så ind.

I mellemtiden havde I også klaret at få to børn. Det er godt gået.

Mange lokale har gennem årene fulgt Jeres arbejde med at få Gartnerhuset til at blive en tidssvarende bolig for en ung familie af i dag.

Kunne de mon klare det? Blev Gartnerhuset reddet?

Det kunne I, og det gjorde det.

I har ganske nøje holdt Jer til lokalplanen. Tak for det.

I har heller ikke gået på nogen lette kompromisser med det optimale.

Huset står i dag, som det altid har stået hvidt og med mørkegrønne vinduer. Tre vægge og én skorsten er oprindelige. Vinduerne er nye, men de sidder, hvor de altid har siddet, og de er selvfølgelig med koblede rammer, smalle sprosser og kitfals.

Der er genbrugt mest muligt. I har renset de gamle mursten af til genanvendelse, og i har brugt originale teknikker og materialer som ler og sand.

Taget er naturligvis stadig strå, men det har fået veltilpassede kviste, som det kan bære.

Indvendigt opfylder huset alle tidens krav og har alligevel bevaret meget af det gamle miljø.

Med Jeres indsats har i fremtidssikret et lille stykke af vores kulturarv, men en meget vigtig lille del. For det er af stor betydning, at vi ikke kun bevarer det store og betydningsfulde – slotte og herregårde, som enhver kan se bør bevares, men også gode eksempler på de mere ydmyge huse, for det var jo der, vi boede de fleste af os.

Nu er vi jo ikke nogen stor og rig forening, så selve prisen består af et diplom og en messingplakette.

Motivet er den gamle eg på Hejede Overdrev – foreningens bomærke – indtil for få år siden Danmarks næstældste træ. Det er tegnet af Birte Lund fra Hvalsø. Selve plaketten er lavet af Karsten Druedahl fra Atterup.

Hjertelig tillykke og måtte Jeres eksempel blive til inspiration for andre.

Bent Gottfredsen, Formand

Årets pris 2009