Skitser fra Hvalsø-skovene

AF POUL HOLST JESPERSEN
TEKST: BENT GOTTFREDSEN
I september 1984 udsendte EHF ”Årsskrift 1983” med ovennævnte titel. Det blev uddelt til alle medlemmerne, og de få resterende eksemplarer gik til salg.
I 2020 døde Poul Holst Jespersen efter i mange år at have bistået foreningen med skiftende illustrationer. Her vil de fleste nok umiddelbart tænke på ”Sagn og Myter fra Lejreegnen”, der først blev bragt i Lethrica, og som senere i udvidet form blev udgivet som bog, suppleret med fotografier af Ole Malling.
I bestyrelsen finder vi, at ”Skitser fra Hvalsø-Skovene” fortjener at blive gjort tilgængelig igen, dels på grund af dens egen iboende kvalitet, dels fordi den også har en stor historisk dokumentationsværdi. Vi har valgt at gøre det digitalt. Det er enkelt, billigt og sikrer en stor udbredelse.
Betegnelsen Hvalsø-skovene anvendes om det store sammenhængende skovområde syd for Hvalsø by. Store dele af det tilhørte tidligere Københavns Kommune, som havde fået det skænket af Frederik d. III i 1661 som tak for borgernes indsats under byens belejring. Disse områder kaldtes Bidstrup Skovdistrikt eller ”Magistratskovene”. I dag er områderne overtaget af Staten ved Naturstyrelsen Vestsjælland. De øvrige arealer hører under godserne Ledreborg og Skjoldenæsholm. Mellem Ledreborg og Naturstyrelsen er foretaget nogle praktiske mageskifter.
Skovene står på et gammelt dødisområde, hvilket vil sige, at indlandsisen her er smeltet bort sent og uden at være i bevægelse, således at alt det medførte materiale er blevet afsat der, hvor det tilfældigvis befandt sig ved afsmeltningen. Herved opstod et overordentligt kuperet landskab med mange vådområder og stærkt varierende jordbundsforhold.
Bortset fra nogle mindre lommer har dette landskab aldrig været tiltalende for vekslende tiders bønder. En væsentlig del af skovområdet må antages aldrig at have været ryddet, mens de øvrige dele af området i perioder har været udlagt til græsning som overdrev.
Til gengæld har det stærkt afvekslende landskab betinget et rigt og alsidigt plante- og dyreliv og givet gode jagtmuligheder. Så gode, at området en overgang har været kongeligt jagtområde.
Igennem tiderne har menneskene også sat sine spor i skovene i form af veje, oldtidshøje, dæmninger, fiskedamme m. v. Hvad der blev skabt, har stort set fået lov at ligge uforstyrret hen. Derfor rummer skovene i dag en stor rigdom af kulturhistoriske interesser.
I dagens planlægning på naturområdet er skovene højt prioriterede.
Det er tanken, at skitserne i høj grad skal tale for sig selv. De korte tekster skal blot tjene til understøttelse. Teksterne er i alt væsentligt uændrede, dog er der foretaget enkelte rettelser og opdateringer.

Gammel Skovridergård
Bidstrup Skovdistrikt har gennem tiderne haft tre forskellige skovriderboliger. Den ældste er Gammel Skovridergård, som Magistraten lod opføre i 1755 under navnet Skovborg. Da den næste skovridergård blev taget i brug, blev den gamle gård skovarbejderbolig. Senere tjente den en årrække som bolig for skovens savværksbestyrer, for så igen at blive skovarbejderbolig, hvad den stadig er. Til gården hørte fire tønder land. Jordtilliggenderne til skovens huse var at betragte som en del af lønnen.

Wernersminde
Den næste skovridergård blev Wernersminde, som Magistraten lod opføre i årene 1814 – 16 og opkaldte efter Københavns daværende overpræsident. Til gården hørte 54½ tønder land. Wernersminde frasolgtes i 1870, da den nuværende skovridergård blev bygget.

Valborup Skovridergård
Den nuværende skovridergård – Valborup Skovridergård – blev opført ag Magistraten i 1870 på et gammelt skovfogedsteds grund. Samtidigt blev der ryddet skov, så jordtilliggendet kom op på de 30 tønder land, der hørte til en skovridergård. Nogle af de nuværende bygninger er dog muligvis opført allerede i 1835, da dette årstal findes på en vindfløj på stedet. Stuehuset er nyt, idet det gamle blev sprængt i luften af tyskerne den 11. november 1944, som hævn for den daværende skovrider L. V. Krarups engagement i modstandsbevægelsen. Avlsbygningerne blev opført som helhed i 1880. I dag udlejes skovridergården som bolig.
Valborup Skovridergård repræsenterer den sidste rest af en gammel selvstændig landsby – Valborup By – som stadig udgør et eget ejerlav. Spor af den gamle landsbys agre kan påvises i skoven omkring.

Ravnsholte Skovfogedsted
Ravnsholte Skovfogedsted, der hører under Bidstrup Skovdistrikt, er også den sidste rest af en by af samme navn. Byen kan følges tilbage til 1397. I tidens løb reduceredes byen til en eneste gård for til sidst at ende som et skovfogedsted. Skovfogedboligen er opført af Magistraten i 1908, og det anvendes stadig til sit formål. I bindingsværket på en af udbygningerne findes dog indskåret årstallet 1836. Det må antages at angive opførelsesåret, med mindre der er tale om genbrug af bjælker fra en tidligere bebyggelse.

Gammel vandpost ved Ravnsholte
Sådanne pumper var tidligere almindelige overalt på egnen, både ved enkeltbebyggelser og som fælles vandforsyning i landsbyerne.

Pedersted Skovfogedsted
Bidstrup Skovdistrikts andet lokale skovfogedsted er Pedersted Skovfogedsted, der ligger syd for hovedvejen Roskilde – Ringsted. Det blev opført af Magistraten i 1880. Til skovfogedstederne hørte 16 tønder land. Tidligere lå på stedet tre huse og endnu tidligere en gård – Pederstedgård. Meget taler for, at vi også her har resterne af en gammel selvstændig bebyggelse.

Avnstrup
Avnstrup nævnes som landsby i 1397. I tidens løb blev byen en eneste gård – Avnstrupgården. I 1918 blev gården købt af Københavns Magistrat, som i 1939-40 lod opføre det store Avnstrup Sanatorium for tuberkuløse. Efterfølgende anvendtes bygningerne som en del af Sankt Hans Hospital i Roskilde og endnu senere som flygtningecenter. Af selve Avnstrupgården, der blev opført i 1930, er efter en brand kun stuehuset og fodermesterboligen tilbage. Gårdens arealer tilhører i dag Naturstyrelsen, som har foretaget en betydelig naturgenopretning på dem.

Mårhavehuset
Mårhavehuset hører under Bidstrup Skovdistrikt og anvendes som skovarbejderbolig. Det er opført af Magistraten i 1880. Til huset hørte fire tønder land. Måske er husets navn et minde om Det Danske Silkeselskabs storstilede men mislykkede forsøg på morbærdyrkning i skoven i 1840’erne.

Tradshuset
Tradshuset er i dag skovarbejderbolig under Bidstrup Skovdistrikt. En kort overgang har det tjent som skovfogedsted ligesom Storskovhuset. Det er opført i 1880 af Magistraten. På et tidspunkt husede det en regnskabsførende skovløber og havde da et jordtilliggende på seks tønder land.

Hjulbækhuset
Huset findes ikke mere. Det blev nedrevet i 2015 på grund af forfald. Huset lå for enden af Hjulbækvej.
Hjulbækhuset var en skovarbejderbolig under Bidstrup Skovdistrikt. Det blev opført af Magistraten i 1880. Navnet vidner om et længst forsvundet mølleanlæg. Mens skoven endnu blev lukket med led (bomme) om natten, var det beboerens opgave at være ledvogter, og huset betegnedes da også som et ledvogterhus. Det samme gjaldt for det nærliggende, men for længe siden nedbrændte Mortenstruphus, der lå for enden af Mortenstrupvej. Her er nu P-plads.

Tjørnehuset
Huset findes ikke mere. Det blev nedrevet i 2016 efter en brand. Det lå for enden af Tjørnehusvej lige før skovens P-plads. Tjørnehuset hørte under Bidstrup Skovdistrikt. Først var det en skovarbejderbolig, senere blev det udlejet. Det blev opført af Magistraten i 1900.

Kvandruphuset
Kvandruphuset er i dag privat bolig, men før Storskoven blev tilkøbt Bistrup Skovdistrikt fra Baroniet Zeuten (Sonnerupgård) i 1921, var det skovfogedsted for dette gods’ skove. I mange år var husets beboere ledvogtere for skoven mod visse privilegier. Kvandruphuset er opført i 1777 af godset og er dermed det ældste af skovens huse. Huset hører under Hvalsø og havde oprindelig vejadgang herfra gennem skoven. Tidligere var der flere huse – Kvandruphuse. Desuden er der tæt på fundet en stor, meget gammel brønd. Meget tyder på, at vi her igen har en rest af en udflytterbebyggelse.

Helvigstruphuset
Huset findes ikke mere. Det blev nedrevet af Naturstyrelsen på grund af forfald i 2015. På stedet er i dag naturlejrplads. Lige nord for er den gamle Avnserup Sø genskabt.
Huset og skoven omkring det hørte oprindeligt under Ledreborg Gods. Efter et mageskifte er området i dag under Naturstyrelsen. Huset blev opført af godset i 1877 som skovarbejderbolig. Senere blev det udlejet som fritidshus. Stedet kaldtes førhen Avnserup, og her lå en gård på 14 tønder land. Den repræsenterede en rest af en gammel selvstændig bebyggelse. Dens jorder blev med tiden helt tilplantede.
Navneforandringen til Helvigstrup skete sidst i 1700-tallet, hvor huset blev opkaldt efter den daværende grevinde på Ledreborg, ligesom de fra Glim landsby udflyttede gårde langs Ledreborg Allé kom til at hedde Helvigmagle.

Laurentziuslund
Laurentzuislund hører under Skjoldenæsholm Gods. Gården, der er den første på stedet, er opført i begyndelsen af 1820’erne af baron Vilhelm Bruun de Neergaards tipoldefar og er opkaldt efter hans bror Laurentzius, der var død som ganske ung. Laurentziuslund var på over 200 tønder land og fungerede som forpagtergård under godset. Tilplantningen af dens jorder begyndte under Første Verdenskrig og fortsatte storstilet under Anden Verdenskrig. Den sidste rest af landbrugsjord tilplantedes i 1967. I dag anvendes gården som skovarbejderbolig.
I sine bedste år var Lautentziuslund birkedommergård, idet den tjente som bolig for birkedommeren i Skjoldenæsholm Birk. Et birk var en selvstændig retskreds, oprettet direkte under et større gods og uden tilknytning til den normale herredsinddeling. Skjoldenæsholm Birk oprettedes i 1763 af den daværende ejer kendte rentemester Henrik Müller. Birkeretterne ophævedes overalt i 1849.

Lerbjergtårnet
Lerbjergtårnet er fra 1956. Det er opført og ejes af Post og Telegrafvæsenet. Tårnet er bygget på højdepunktet Skovbjerg på 109,5 meter over havets overflade. Det tjener sammen med en række tilsvarende tårne landet over som relæstation for den samlede teletrafik. Teletårnet er uundværligt for billedtransmissionen, fordi denne kræver en høj beliggenhed. Tårnet er på grund af sin høje beliggenhed et af landets laveste teletårne. Tidligere var det camouflagemalet ud fra landskabelige hensyn. Det blev opgivet, fordi det gav et uønsket præg af et militæranlæg. Fra tårnet er der en pragtfuld udsigt. Inden i er der en smuk, næsten kirkelignende stemning i det meget høje hvide hvælv.

Kæmpehøj i Orupskoven
Området omkring Orup har i flere perioder i oldtiden huset større bebyggelser. I skoven findes, foruden den her viste smukke dysse, også en vældig langdysse ”Kong Skinders Høj”, en storhøj fra bronzealderen med ”skattegraverhul” i toppen foruden flere mindre høje. Desuden vidner betydelige mængder af flintaffald om vore forfædres virke på stedet.

Sankt Mortens Kilde
Sankt Mortens Kilde – også kaldet Mortenstrupkilden – ligger sydøst for Avnstrup. Den smukke gamle kildebrønds alder kendes ikke, men det vides, at der tidligere er blevet holdt markeder og kildefester til Sankt Hans Aften på stedet. Da kildens navn er af kristen oprindelse, ligesom landsbyen Mortenstrups, er der muligvis tale om en gammel katolsk helligkilde. Der foreligger grundige beskrivelser af kildens historie. Desværre er kilden meget svær at finde selv.

Ellesømose
Ellesømose er af betydelig botanisk interesse. I den brede zone af ellesump og elle- birkesump omkring Ellesø forekommer flere arter af spagnum – tørvemos – og planter som den spændende ”kødædende” rundbladet soldug, kragefod og den statelige hjortetrøst samt bregnen kær-mageløv og flere arter af bladmos, deriblandt flere sjældenheder.

Skovens Mor
Træet findes ikke længere. I løbet af 1990’erne brækkede de store grene af, og træet sank sammen. Bøg formulder hurtigt. I dag kan voksestedet ikke længere påvises. For at yde den gamle – i sin tid så kendte kæmpe – retfærdighed skal citeres teksten fra 1983, da Poul Holst tegnede den.
”Skovens Mor eller Atterupbøgen står lige midt i den lille Atterupskov under Skjoldenæsholm Gods. Træet antages at være over 300 år og dermed en af landets allerældste bøge – foruden en af de allerstørste. Det imponerende træ passer virkelig til sit navn og er i høj grad et besøg værd. Ved besøget bør man gå helt ind til stammen for virkelig at fornemme dens imponerende størrelse, men det haster meget, for træet er døende, og flere store grene er allerede brækket af dets engang så imponerende krone.”

Hængebøgen
Hængebøgen i Storskoven er sikkert gammel. Den har i hvert fald ikke ændret udseende væsentligt i den sidste menneskealder. Denne hængebøg er tilsyneladende steril, mens andre hængebøge ofte sår sig ganske udmærket med flere hængebøge til resultat. På egnen findes endnu en hængebøg i skoven Oren under Ledreborg Gods. Hængebøgenes særprægede vækst angives at skyldes en svampesygdom. Foruden betegnelsen hængebøg anvendes også betegnelserne kroget bøg, krøllet bøg og vranget bøg.
Hængebøgen i Oren styrtede i storm for en snes år siden.

Tusindårig eg
Træet døde i 2003 trods alle positive prognoser for dets fremtid. Det står i dag som en markant skulptur – naturens egen kunst. Eg holder længe, så den har nok nogle årtier for sig.
Træet var den daværende Hvalsø Kommunes ældste indbygger, og det blev blandt andet derfor valgt til Egnshistorisk Forenings bomærke. Træet var til sidst delt i flere, således at det fremstod som en ruin, der mindede stærkt om de berømte ege i Jægerspris Nordskov. Træet var måske Danmarks yngste helligtræ, idet det vides at være blevet brugt som sådant af Avnstrup Sanatoriums tuberkulosepatienter, der ”ofrede” 25-ører til træet ved at sømme dem på stammen til stor glæde for stedets børn.

Oversigtskort
På kortet er vist de i bogen omtalte huse, moser, træer m. m.